FILMKONTORET      -                                                   Filmkontoret




















Katrine Borre udforsker miljøer, som kun få kender. I 2000 besøgte hun Århus havn og ­snakkede med sømændene om længsel og ­kærlighed. Senest har hendes ­kameraøje fulgt korrespondent Lasse ­Ellegaard rundt i ­Mellemøsten..... Læs hele artiklen  
-------------------------------------------------------------------------------------
En kvinde går om bord
Katrine Borres dokumentarfilm »Pigen i Havnen« er en meget seværdig beretning om møder med en række
søfolk i Århus Havn. 2001
Af Ebbe Iversen, Berlingske Tidende

Ingen behøver fortælle os, at virkelighedens søfolk ikke er en flok flådens friske fyre, der har en pige i hver havn og i øvrigt fordriver tiden med at fortælle bramfrie vittigheder og spille på harmonika.

Det er heller ikke Katrine Borres ærinde at punktere denne romantiske myte i dokumentarfilmen »Pigen i Havnen«. Hun er drevet af en mere fundamental form for nysgerrighed, som ganske vist på sin vis også er romantisk, men samtidig lettere skrækblandet ? hun vil gerne vide, hvordan livet egentlig former sig på de fragtskibe, der kortvarigt lægger til i Århus Havn, og hvad sømændene tænker på og drømmer om.

Som en energisk og ihærdig reporter går Katrine Borre derfor udstyret med et filmkamera om bord på en række af disse lastfartøjer i løbet af en kold og mørk december måned. Hun sniger sig ikke rundt som en spion, for hun indhenter pænt tilladelse til at filme fra skibenes kaptajner, men hun er alligevel en slags agent, der på filmens publikums vegne investigerer et miljø, som for de fleste mennesker nok fremtræder fjernt, lukket og måske lidt mystisk.

Det er virkelig en brav indsats af Katrine Borre, og den giver gode resultater, sandsynligvis blandt andet fordi hun er kvinde og dermed har lettere ved at få søfolkene til at åbne sig og fortælle frit, end en mandlig instruktør ville have haft. På den anden side betyder hendes køn, at filmen som en ganske spændende undertone rummer hendes erklærede frygt for, hvadder kan ske, når hun i en kahyt er alene med en sømand, som ikke har set en kvinde i månedsvis.

Intet ubehageligt indtræffer dog. Tværtimod er det generelt venlige og imødekommende mennesker, som Katrine Borre møder på skibene, hvis besætninger næsten aldrig omfatter danskere, men derimod englændere, tyskere, burmesere, pakistanere, filippinere og russere ? kun medlemmerne af en russisk besætning vil ikke tale med den nysgerrige filmskaber, men det skyldes tilsyneladende, at de simpelt hen er dødtrætte, og en af mændene samler da i det mindste kræfter til at blinke forsorent til Katrine Borre.
Hun følger også søfolk på landlov i den juleudsmyk-kede by, blandt andet på det lokale sømandshjem, og hun går på indkøb sammen med en charmerende indisk sømand, som hun vist bliver lidt lun på. Andre søfolk fortæller om deres familier derhjemme og viser fotografier frem, og et gennemgående tema i filmen bliver deres længsel efter hjemland og slægtninge, selv om kun de færreste klager over det hårde arbejde på havet. Tværtimod er der masser af godmodig munterhed i filmen.

Katrine Borre vælger sågar at fejre julen sammen med en filippinsk besætning, og på lydsporet kommenterer hun løbende sine oplevelser. I overensstemmelse med en fremherskende tendens blandt tidens danske dokumentarister handler »Pigen i Havnen« dermed også ? og måske i virkeligheden ikke mindst ? om instruktøren selv, men i dette tilfælde beriger det resultatet, fordi Katrine Borre ved at engagere sig så subjektivt i projektet kommer tættere på sit emne, end en strengt saglig og neutral instruktør formentlig ville have formået.

I sidste ende bliver denne prunkløse, ukrukkede og yderst seværdige film en manifestation af åben og fordomsfri tolerance, og det er vel en holdning, som vi netop i disse tider har hårdt brug for. »Pigen i Havnen« er et meget personligt udsagn med humanistisk universel appel.

-------------------------------------------------------------------------------------

Pigen i havnen
En sømand på hvert et skib. Anmeldelse i Cinemazone.
Af Jesper Vestergaard

En sømand går sin enegang. Og så har han tatoveringer, masser af gode røverhistorier og en pige i hver en havn. Den århusianske dokumentarist Katrine Borre har været på havnen for at lede efter en kliché: Den gode gamle sømand. Man mærker dog hurtigt, at hendes projekt stikker dybere. Borre er selv bag kameraet, alene med de søfolk hun møder undervejs. Hun fortæller, inden hun har udset sig det første skib, om hvordan hun som helt ung drømte om sømænd og om hendes første kæreste, der var sømand, og oven i købet mand nok til at stille op til formiddagskaffe med forældrene dagen efter. Klichéen er samtidig et romantisk ideal for Borre.

Kærlighed og længsel
I en let naiv lillepigestil går hun ombord på skibene og møder sine sømænd. De fleste kommer langvejs fra. En pakistaner er kommet fra Sydafrika på 26 dage og skal videre til New Orleans. En flok fra Filippinerne er kommet med det gode skib Dexter Eagle. Med det uskyldige udgangspunkt, at hun interesserer sig for dem, får hun lov til at høre deres historier, og selvom hun afviser at vise en ung sømand vej til et lokalt bordel, fornemmer man, at hun bliver en del af slænget.

Således deler hun også deres melankoli og identificerer sig med deres længsel. Der viser sig nemlig at være langt mellem de klassiske røver-historier, og som klichéerne afklædes, udvikler filmen sig til en poetisk kredsen om kærlighed og længsel. Nogle savner familien derhjemme, andre vil helst glemme dem og kan ikke forestille sig et liv uden havet. Midt i melankolien, der understøttes yderligere af, at optagelserne er foretaget hen under jul, er der dog også masser af munterhed og ømhed. Borre har sluppet instruktørens traditionelt kølige overblik og indoptager enhver følelsesmæssig påvirkning i filmen med en sjældent set ærlighed og respekt for stoffet.

Hendes på en gang naive og reflekterende tilgang til den erkendelse og den oplevelse, der ligger i stoffet, giver filmen en dramatisk nerve, der rækker ud over den traditionelle dokumentarfilm.

Mennesket med kameraet
Flere dokumentarfilm har de senere år fundet vej til biograferne. Udover bredere opmærksomhed og bedre promovering kan den voksende interesse skyldes, at flere dokumentarfilm, f.eks. også Tomas Gíslasons Patrioternefra 1997 og Jon Bang CarlsensPortræt af Gud fra sidste år, regner fortælleren med til det fortalte - øjnene, der ser med til det sete. Det giver en dramatisk fremdrift, der minder mere om fiktionens fortælleformer. Den personlige udvikling, som mennesket med kameraet gennemløber, er en central nerve i flere film. Det skildrede struktureres i mødet med skildreren, ikke på forhånd. Det giver en mere levende og nærværende fortælling. Således også hos Borre, der holder dampen oppe i sin films fulde 83 minutter, og byder på en usædvanlig oplevelse - en rejse på stedet, blandt alverdens sømænd - der bestemt er værd at tage med på.

-------------------------------------------------------------------------------------
Pigen i havnen
Af Kim Skotte, Anmeldelse i Politikken

Det hedder sig ganske vist, at sømænd har en pige i hver havn, men sømændene, der lægger til kaj i Århus, bliver alligevel lidt overraskede, da
Katrine står og venter på dem. Den nu 41-årige Katrine Borre er nemlig ikke hvilken som helst pige på havnen. Bevæbnet med et videokamera, nogle vage forestillinger om sømandslivet og sin egen udlængsel går hun på om bord på skibene i Århus Havn.Her møder hun i løbet af en december måned sømænd, fra alverdens lande. Sømænd fra Indien, Filippinerne, Burma, Tyskland, Polen, Pakistan, England, Rusland og Danmark. Sømænd der længes hjem, og er rædde for at blive glemt af dem derhjemme. Men også tit er de samme sømænd, der finder livet på landjorden svært og indviklet, sammenlignet med de faste rutiner om bord. Katrine Borres 'Pigen i havnen' er på den ene side en traditionel dokumentarfilm, der ved hjælp af ord og billeder fortæller os noget nyt om noget fundamentalt interessant menneskeligt. Der bliver sat ansigter og livsnuancer på disse sømænd, man ellers mest kender fra avisernes beretninger om skuder bemandet med billig arbejdskraft fra mere eller mindre fjerne lande. På dette plan er filmen simpelthen vældig interessant. Men den er mere end det. I begyndelsen kan det være lidt svært at kapere, når Katrine Borre blander sin egen barndom og sine tanker om længsel og kærlighed ind i det fremmede sømandsunivers. Det er tæt på at virke koket. Mon sømændene opfatter en undertone af flirt i hendes interesse for deres liv? En enkelt gang er en sømænd tæt på at overfortolke hendes interesse. Det er ikke helt uforståeligt. Denne sammenblanding af det konkrete tema og den svævende undertone af sensualitet og julestemning gør det ind imellem svært at finde fodfæste i filmen. Men at stå på den gyngende dørk småsvimmel af håndholdte billeder viser sig at være en inspirerende tilstand. Katrine Borre har en af disse stemmer, der langsomt spinder sin ende rundt om den, der lytter, og efterhånden bliver hendes subjektive kameraføring og ikke særlig kontante snak til en slags drømmende poesi, der gør bolværket til et mødested for det faste og det flydende. Der er ikke meget udvendig romantik over jernvæggene, hverdagene om bord og de prunkløse fællesrum på fragtskibene. Det ligner ikke den romantiske forestilling om det frie sømandsliv. Det ligner fast arbejde og triste rammer. Alligevel er det denne bevidsthed om en form for frihed, der går igen og igen hos disse sømænd af verden, der for en kortere eller længere gebrokken samtales tid har lagt til kaj hos pigen i havnen.

-------------------------------------------------------------------------------------
Drøm om delfiner
Katrine Borres film om sømænd lægger fra kaj båret af klichéer og romantik og vender hjem med lasten fuld af virkelige historier, nuancerede følelser og ømhed. 
Af Lars Movin, Information 2001

Udlængsel. Kammeratskab. Vældige skibe med kurs mod horisonten. Skumsprøjt og vejrbidte ansigter. Landgang på eksotiske øer og en ny kvinde i hver havn. Livet på langfart under nattehimlens kuplede stjernetæppe. Delfiner omkring bovsprydet. Eventyr. Sådan kender vi dem, sømandsdrømmene, som de er blevet overleveret fra generation til generation. Måske som skrøner. Måske som et levn fra andre tider. Måske som en del af sandheden. I Katrine Borres film om Pigen i havnen får begrebet imidlertid en ekstra betydning: Her er det en kvinde, der drømmer om sømændene og deres verden. Med hjertet fuld af romantiske forestillinger ? og en ikke ubetydelig portion nervøsitet ? går instruktøren om bord i tilfældige skibe, der lægger til Århus Havn i løbet af en råkold december. Med sig har hun et videokamera, en frejdig nysgerrighed ? og en mobiltelefon, hvis noget skulle gå galt. Reaktionerne på den uventede gæst er vidt forskellige. På nogle skibe er stemningen afvisende, om ikke ligefrem truende. Instruktøren slæbes af tavse mænd med til nærmeste kahyt og må tage flugten. Andre steder mødes hun med åbne arme og julehumør af mænd, der er lige så nysgerrige efter at udspørge hende, som hun er efter at blive klogere på dem.

Frihed og længsler
Undervejs punkteres en del romantiske forestillinger. Men de erstattes af noget, der er næsten lige så godt, nemlig en virkelighed, som i de bedste øjeblikke ligner drømmene til forveksling. Jo, nogle sømænd tilbringer af og til nætter på dækket med at drømme under stjernerne. Jo, nogle sømænd er forføreriske typer med glimt i øjet ? og ikke uden effekt på instruktøren. Og jo, nogle sømænd trives bedre i sejlerlivets relative frihed, end de ville gøre nogen andre steder. Hvad pigen med kameraet imidlertid også erfarer, er, at de fleste sømænd har valgt erhvervet af praktiske eller tilfældige årsager. Og at de med sig rundt i verden bærer længslen efter efterladte familier og drømmen om et almindeligt stationært liv med hus og have.

Katrine Borre har ganske i tidens ånd valgt en helt personlig vinkel på sit emne. Gamle smalfilm, fundet hos ældre danske sømænd, flettes sammen med nye videooptagelser. Og på lydsiden veksler de mange nedslag blandt danske, engelske, polske, indiske eller filippinske sømænd med instruk-tørens egne drømme, forestillinger og kommentarer. De hurtige konklusioner kan af og til virke en smule befamlende, ligesom speakerkommentarerne visse steder stiller sig i vejen for den virkelighed, filmen synes at ville dokumentere. Men Borre har en befriende evne til at tale lige ud af posen, og den afdæmpede charme, som tilsyneladende virker på sømændene, fylder også biografens mørke med sympatiske følelser.
I den forstand forener filmen den klassiske dokumentarismes rejse ind i det ukendte med en personlig beretning om en fascination, som lidt efter lidt afløses af indsigt og nuancerede følelser.

-------------------------------------------------------------------------------------
En begejstret kommentar fra en seer i Finland

HI!
Jag skulle vilja framföra följande till Katrine Borre, kan du vara så
vänlig och forwarda detta mail - TACK! Sent igår afton satt jag i Helsingfors och konstaterade att SVT 24 sände en film som verkade intressant, "Flickan i hamnen". Egentligen skulle jag sova för jag har en stor studioproduktion på gång men jag började se och kunde sedan inte längre slita mig väck från TVn.
Det var icke bara det att jag, som själv är filminstruktör, syntes att det var en fin dokumentär. Det var icke heller det att jag också är fascinerad av sjölivet och själv har gjort en dokumentär från en isbrytare som jag
seglade med i flera veckor. Och det var inte heller det att jag har bott i Århus och känner till den spännande hamnen. Nej, anledningen till att jag satt klistrad vid apparaten var ditt ovanligt
personliga, nyfikna och känsliga sätt att presentera människor så att värmen strålade ut ur filmen. Det var - som ni säger på danska - simpelhin en skidegod film!
Jag hoppas att den säljs till finsk TV så att inte bara jag kan se den en gång till utan också rekommendera den för andra!
Ha en riktigt fin julhelg, själv skall jag gå till sjömanshemmet i Helsingfors hamn och ge en julgåva till någon av de ensamma män som blir tvungna att tillbringa sin jul här!
Hilsen Titte Törnroth, Helsingfors
------------------------------------------------------------------------------------

KORRESPONDENTEN Dokumentarfilm af Katrine Borre Ny dansk film følger Jyllands-Postens korrespondent, Lasse Ellegaard.
Bl.a. vist på DR 2 torsdag aften

»Jeg kan godt lide at skrive. Emnet er givet, men mulighederne er uendelige.« Sådan siger Lasse Ellegaard i indledningen til dokumentarfilmen "Korrespondenten". Ellegaard er velkendt Mellem-østenkorrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Filmen følger en rejse i efteråret 2003 igennem fem lande i Mellemøsten. Resultatet blev en serie artikler i avisen om situationen for de kristne mindretal. Hvordan er det at være kristen i muslimske lande nu, hvor krigen mod terror og krigen i Irak er på verdens dagsorden?Filmen giver ingen svar på det spørgsmål, men har fokus på, hvordan en erfaren korrespondent arbejder. Vi ser Lasse Ellegaards vanskeligheder med at komme rundt i regionen. Bilen bliver ved med at bryde sammen, og hvad gør man så? 

Vi ser korrespondentens frustrationer over kilder, der ingenting nyt siger, eller kilder, der alle siger, at alt i denne verden er israelernes skyld. Vi ser den endeløse række af hotelværelser, hvor korrespondentens kamp med skriveprocessens uendelige muligheder udkæmpes.Læsernes mand. Filmen giver glimtvis, men kun glimtvis, et indblik i den journalistiske arbejdsproces, når man er langt væk hjemmefra. Korrespondenten er læsernes repræsentant på stedet. »Det er læsernes interesse, der ligger i baghovedet,« siger Lasse Ellegaard, men vi hører aldrig om, hvad det betyder for valg af vinkel og valg af kilder. Det er ikke nogen nem opgave at tilpasse sig danske læseres interesse, når man lever og bor et andet sted i verden.

Hvilken læserinteresse er der for de små kristen mindretal i Mellemøsten? Vil læserne høre enkelthistorier, eller vil de have et overblik over, hvad der sker? Vil læserne høre mere om konflikten mellem Israel og nabolandene, eller har de fået nok?
»En korrespondents opgave er at være oversætter af en virkelighed,« siger Lasse Ellegaard. »En så oprigtig som mulig fremlægning af virkeligheden« er målet. Ellegaard giver udtryk for, at når begge parter i konflikten er utilfredse med, hvad du skriver, har du nok ramt noget vigtigt. Glimtvis rejses her en af de helt centrale diskussioner i udenrigsjournalistikken. Hvad er målestokken for, om man har ramt rigtigt i sin skildring. Som korrespondent har man ikke en Carsten Jensens frihed til at fabulere, og man har ikke en forskers tid til at overveje.Som det bliver sagt et sted i filmen: »Nu har jeg nok, jeg bliver nødt til at skrive artiklen nu, og aflevere den til tiden.«
Men korrespondenten er ikke bare én, der registrerer, hvad folk siger. Idealet er den reflekterende journalist, der skildrer præcist og velovervejet og som tilmed sætter tingene ind i en ramme, der kan forstås og er relevante for læserne. Det er idealet.

Lasse Ellegaard er ærlig, når han skal opsummere sin research af emnet, og siger, at han nu ved, at han ingenting ved. Det er den form for respekt for emnet der er en forudsætning for god journalistik. Den reflekterende korrespondent prøver at skubbe til læsernes fordomme om virkeligheden. Det er en dårlig journalist, der ikke lader sig forstyrre af virkeligheden. Sådan udtrykker Lasse Ellegaards det. Hvis de kristne mindretal ikke er så forfulgte, som vi troede, så skal den journalistiske vinkel laves om. Det kan kun gøres, hvis man har den viden og overskud, der skal til for at lave god journalistik. Erfaring og journalistisk omhu er nødvendige.
Filmen er lavet ud fra en beundring af korrespondentens faglige kunnen og etik. Den slutter med at Lasse Ellegaard svarer nej på chefredaktørens telefoniske spørgsmål om han er i krise. »For det er vi jo ikke«, siger han.Men er der en krise? Der var engang, hvor udenrigsjournalistik blev lavet af korrespondenter, der som Lasse Ellegaard boede i den region, de rapporterede fra, korrespondenter, der havde lang journalistik erfaring, og som kunne skrive historier om emner, som ellers ikke ville blive taget op.

Filmen er et billede af en truet race. I dagens konkurrenceprægede mediebillede er hovedparten af dækningen baseret på de samme få internationale bureauers stof. Hvis der sendes korrespondenter ud, er det ofte unge journalister med i bedste fald et begrænset kendskab til den region, de skal ud til. De kommer og rapporterer, når der sker noget dramatisk, som er på den internationale dagsorden. De kommer, når alle de andre medier også er der, og de udfylder spalterne og TV-minutterne, når der er store historier om krige, katastrofer, skandaler eller terroraktioner.

Unges interesse. Redaktionsledelserne vil ikke længere ofre penge på at have folk udstationerede. »Der er ikke nok læserinteresse for stoffet« er det svar, man ofte får, når man søger en forklaring på den ændrede holdning.Den nyeste forskning på området viser, at det er forkert. Specielt blandt de unge er der interesse for udlandsstoffet. Blandt de unge er der krav om, at det skal være velformidlet og med høj grad af indsigt.

Den unge Katrine Borre, der har lavet filmen, er selv et udtryk for den interesse, der er for den klassiske udenrigsjournalistik. Hun lavede filmen, fordi hun ville vide mere om arbejdsvilkår og betingelser for at lave god gedigen udenrigs-journalistik.

Filmen er produceret af Lasse Jensen, der selv er en af de klassiske udenrigskorrespondenter. Dokumentarfilmen er et udtryk for en fornyet interesse i gode historiefortællinger langt herfra.På TV ser vi nye formater, hvor TV-værter rejser verden rundt og fortælle om, hvordan livet leves langt herfra. Jyllands-Postens Explorer-projekter er et andet eksempel. Samme avis opretholder også de klassiske korrespondenter, samtidig med at den almindelige dækning af udenrigsstoffet bliver mere og mere præget af brændpunktsdækning.Vi får masser af historier fra brændpunkterne: Irak, USA, Afghanistan, men kun i kort tid. Så går brændpunktet videre til et nyt sted på kloden. I dag er Argentina glemt, Kosovo eksisterer ikke mere, Indien er kun et emne på erhvervssiderne. Korrespondenten, der rapporter hjem, er blevet så speciel, at man laver film om ham.

-------------------------------------------------------------------------------------

VANCOUVER INTERNATIONAL FILM FESTIVAL


KVINDELIV - de enlige mødre - Parforhold og Singleliv - Kærlighed 1. mar 2005 ... Så firkantet skal budskabet i Katrine Borres nye film ikke forstås. ...Katrine Borre, udfordrer fordommene om enlige mødre ved at tegne et ...